Carsten Storgaard

MED OPREJST PANDE I MODVIND


Jeg blev født d. 27 juni 1974, jeg havde en god og tryg barndom.

Min mor var hjemmegående de første seks år af mit liv. Hun var uddannet eksportassistent. Min mor er i dag lægesekretær, og har været det siden 1982. Min far var malermester og er det stadig den dag i dag. Dog er han i dag gået mere over i kunst-maleri.

Jeg begyndte som reklamebud, men syntes at lønnen var for lav. Derfor begyndte jeg at hjælpe til hos min far i hans firma fra jeg var 12 år, selv om jeg blev ramt af dissemineret sklerose som 17 årig, fortsatte jeg dog i et par år som maler trods sygdommen, men det blev naturligvis for hårdt for mig.

I 1988 begyndte jeg som avispakker hos Morsø Folkeblad, www.mf.dk, og holdt da jeg begyndte på efterskole i år 1990 på Svankjær ungdomsskole. Et af de lykkeligste år i mit liv :-)

Billed ovenfor i malertøjet m. min far


Herefter begyndte jeg på HG i to år, det ville normalt have taget et år dengang, men pga. indlæggelser tog det mig to år. Herefter tog jeg HHX som kom til at vare tre år, mod dengang to år - igen pga. indlæggelser. Jeg holder klassefest for min afgangsklasse hvert år :-). 

Jeg blev uddannet  kontorassistent  hos Morsø kommune. Her har jeg været i skatteforvaltningen to gange, og jeg har også været i økonomisk-forvaltning, teknisk-forvaltning, borgmesterkontoret og undervisning og kultur.  

Herefter arbejdede jeg på Radio Limfjord på diskoteket som det dengang kaldtes. Her skulle jeg registrere cd'er og holde orden i pladearkivet. Pladearkivet lagde på første sal og havde den værst tænkelige trappe med kun ét gelænder. Jeg nåede at falde ned af trappen tre gange hvorefter forretningsføreren sagde: NU SKAL DER ALTSÅ SÆTTES GELÆNDER OP,  jeg havde tidligere afvist dette, men det var nu ganske rart at det blev sat op :-). Jeg opgav at arbejde på Radioen, da jeg fysisk blev dårligere og dårligere!

I år 2001 fik jeg købt det hus jeg bor i nu, og flyttede ind efter en modernisering og mere handicapvenlig indretning.


Indlæggelse

Jeg blev indlagt første gang, som 17 årig. Jeg havde en nat været til en 18 års fødselsdag, og pludselig kunne jeg ikke holde balancen længere, hvilket mit tøj i øvrigt også bar præg af, jeg var faldet mange gange på vej hjem. Det kan stadig være mig en gåde hvordan jeg overhovedet kom hjem den nat. Dagen efter kom vagtlægen for at tilse mig og han trykkede mig i hænderne og konstaterede nedsat kraft i venstre hånd. Jeg blev akut indlagt i Viborg i 2 uger, hvor jeg også fik følelsesforstyrrelser. Jeg kom i CT-scanner, fordi man ville undersøge om jeg havde haft en blodprop. Det kunne overlægen glad fortælle at jeg ikke havde haft. Et halvt år senere, kom jeg til ambulant kontrol. Jeg havde registreret begyndende dropfod, jeg kunne sagtens gå normalt, men skulle dog tænke over hvilke skridt jeg tog, samt svimmelhed i bestemte arbejdsstillinger når jeg hjalp min far i malerfirmaret. Det gik i øjnene og jeg fik dobbeltsyn, og det blev meget generende da det gik over til tågesyn. Jeg kunne efter noget tid ikke se om væggene havde fået maling nok - så meget påvirkede det mit syn. Jeg fik at vide at jeg sikkert havde dissemineret sclerose, der blev foretaget EKG og AEG prøver,  som viste der havde været uregelmæssigheder, og MR-scanning i Skejby blev bestilt for en sikkerhedsskyld. Derefter kunne man konstatere at jeg havde dissemineret sclerose. Det var i år 1991.

D

Jeg har dyrket meget sport såsom fodbold, håndbold, basketball, svømning, badminton, ridning, cyklet mange lange ture på min racercykel og løbet en del kondiløb! En dag hvor jeg løb sammen med min kammerat Kent, kunne det ene ben pludselig ikke følge med det andet - det var nærmest som om at jeg galoperede. Kent sagde lettere overrasket: "Skal vi ikke vende om?" Det mente jeg også var en god idé. Jeg havde i forvejen registreret problemer med at gå korrekt, men det kunne jeg dog sagtens, jeg skulle bare koncentrere mig en smule. Det var sådan, at det hele begyndte. Kort inden at jeg skulle begynde på Morsø Kommune, fik min gode ven Thomas mig med ned i motionscenter, hvor jeg begyndte at dyrke styrketræning. Det er jeg meget taknemmelig for! Jeg tror faktisk ikke at jeg kunne have klaret det uden. 

Jeg vil helt klart anbefale andre med denne sygedom at gøre det samme hurtigst muligt for at give sygedommen kamp til stregen så længe det er muligt. Jeg kan roligt anbefale at man starter med at cykle på en af motionscenter cykler med så lav modstand som muligt og naturligvis med så mange omdrejninger per minut som muligt.   

Efterfølgende begyndte jeg på Radio Limfjord som tidligere nævnt ovenfor.

Som årerne er gået og jo flere attak jeg har fået, har udviklingen desværre været negativ og taget hårdt på kroppen og dens funktioner. I dag sidder jeg i en
el-kørestol og har private hjælpere på hele døgnet minus om natten. De ansatte varetager alt fra daglige gøremål til pleje m.v. - de er min såkaldte højre hånd da jeg skal have hjælp til stort set alt. Jeg kan dog fortsat bruge armene til eksempelvis at skrive på computer. Min dagligdag omhandler meget omkring træning af kroppen for at undgå stivhed samt spasmer - udstrækning, cykling og ride fysioterapi. Alt dette er en tidsrøver, så mange dage bruges hjemme i privaten.
Jeg kan egentlig godt lide at komme ud af huset og besøge familie, venner m.v. Men dette er blevet meget svært pga. manglende tilgængelighed samt ved
arrangementer, det ikke altid let at komme omkring v. trapper osv. pga kørestolen. Og derved bliver det sociale desværre lidt begrænset med årene.

 

Nedenstående link er i virkeligheden fra Trines Facebook, og omhandler faktisk MIG :)

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=10152213975106272&set=a.10151100231211272.438826.710291271&type=1&theater

Her er der mulighed for at synes godt om ved at besøge Scleroseklubben Thy-Mors

 

Hej Carsten. Jeg vil bare lige sige tak fordi du - så åbenhjertig - ville fortælle din historie til mig (og alle seerne). Jeg har på fornemmelsen, at mange ved skærmen oplevede dig som sej og inspirerende. Sådan har jeg det nemlig med dig! Hvis du vil gense din historie, kan du gøre det lige her: http://www.tvmidtvest.dk/nettv/?id=37555

Jeg vil gerne sige tak til alle jer der har "syntes godt om" og givet positiv respons.
Jeg vil også gerne takke begge mine forældre for at hjælpe med at lave vagtplaner og ordne min have og meget andet.
Jeg vil også gerne takke alle mine hjælpere for at få min dagligdag til at hænge sammen.
Og tak til Karl Erik Lørup for den gode udsendelse som viser mit liv med dissemineret sclerose.
Ps. Jeg styrer selv min økonomi ...
Mvh. Carsten Storgaard.

 

Min bil - som er uundværlig :-)